Drømmen om at skabe uforglemmelige oplevelser 

”Da jeg i min søgen efter muligheder opdagede, at erhvervsuddannelse kunne være så meget andet end tømrer, murer og elektriker, troede jeg, at jeg skulle uddanne mig som Visual Merchandiser. Det var lige indtil, jeg indså, hvor glad jeg er for at koordinere og planlægge. Det er noget, jeg altid har taget teten på helt tilbage fra folkeskole-tiden med fødselsdage, klassedage og andre ting der skulle koordineres. Så jeg kunne identificere mig med beskrivelsen af uddannelsen og var slet ikke i tvivl om, at valget skulle ende på eventkoordinator, da jeg læste beskrivelsen”, fortæller hun.  

 

Mens vi venter  
Anna har været eventkoordinator i Fredericia Kommune i to år, som har været et par år med ansvar, ideudvikling og mulighed for at forfølge sine kreative indfald. Sammen med eventkoordinatoreleven fra Visit Fredericia havde hun ansvaret for en julestue- og værksted i Tøjhuset målrettet Fredericias små og store borgere julestemning.  

 

”Jeg har fået lov til at stå for og være med til at planlægge mange forskellige ting i løbet af min elevtid, men det der står allerklarest, og det jeg er mest stolt af, er eventet juleaftensdag i 2019, som vi kaldte “Mens vi venter”, siger Anna. 

 

Anna fik at vide allerede den første uge af hendes elevtid, at hun skulle planlægge eventet, og hun skulle stå for at gennemføre det.   

 

”Det er det største, jeg selv har stået for i løbet af min elevtid i kommunen helt fra a-å. Den nuværende eventkoordinatorelev i Fredericia Kommune, Anita Arendal (link), kom med på mit hold i efterårsferien 2019, og sammen fik vi skabt en god kulisse med stemning og aktiviteter, hvor vi sammen i Fredericia kunne vente på, at det blev juleaften. Eventen var også det, jeg valgte at skrive om og skulle op at forsvare til min fagprøve. Altså det, der skulle bevise, at jeg efter to års uddannelse kan kalde mig Eventkoordinator, siger Anna.

 

Mange alternativer til gymnasiet  
Efter to år som elev i Fredericia Kommune har Anna snuset til alle aspekter, som følger med til planlægningen og udførelse af et event.  

 

”En kombination af teori fra skolen og det praktiske på praktikstedet har lært mig at indgå i en arbejdsplads, føre teori ud i praksis, stå med selvstændigt ansvar for mange forskellige opgaver og rustet mig til at skulle ud på arbejdsmarkedet med min nye titel, fortæller hun.  

 

Hvis hun kunne tale med sit yngre selv, som skulle vælge en uddannelse, så ville hun gøre det helt klart, at hun havde fat i det helt rigtige. For hun valgte ikke at følge strømmen, men at stå fast på sin fornemmelse for, hvad der ville give hende værdi på det tidspunkt i sit liv.  

 

”Jeg ville helt sikkert sige til mig selv dengang, hvis jeg kunne, at man ikke nødvendigvis behøver at følge normen om en gymnasial uddannelse, og at det er okay ikke nødvendigvis at passe ind i de kasser, som uddannelsessystemet har lavet. Jeg havde brug for, at de lærere og UU-vejledere, jeg har mødt på min vej, havde støttet mig i valget om at gå mod normen, om at stå uden for de kasser der er, så ikke man skulle stå alene med sit valg.”   

 

Hun kan godt savne, at erhvervsuddannelserne bliver talt op, og at de får lige så stor opmærksomhed som de boglige fag, for det er noget særligt at blive udlært.  

 

”Jeg ville ønske, at jeg havde mødt troen på mig og mine evner, men jeg ved også, at hvis ikke det føles rigtigt at gå den vej de andre går, så vær stærk og gå mod strømmen. Følg dine drømme og troen på dig selv, fortæller hun.  

 

Verden er åben  
Om et lille års tid, til maj, skal Anna på en lang sejltur på tværs af Verdenshavene, men inden da er hun taget på Sønderborg Idrætshøjskole. for at udvikle mig selv, møde nye mennesker og udfordringer, dyrke en masse sport og så selvfølgelig forhåbentlig være med at at planlægge nogle forskellige arrangementer og derved få endnu mere erfarring med i rygsækken.  

 

”Branchen jo en smule presset for tiden med aflysninger og udskydelser af event. Vi er alle sultne efter oplevelser og arrangementer, men jeg tror, at man på nuværende tidspunkt skal løbe stærkere med de midler og ansatte man har, indtil det begynder at blive nogenlunde normalt igen. Herefter håber jeg så på, at man begynder at skulle bruge eventmagere som mig, også fordi Covid19 forhåbentlig løjer af, og en periode med stilhed øger behovet for events.” 

 

Når Anna ser frem i tiden og overvejer, hvor hendes uddannelse og kreativitet skal bringe hende hen, så er musikfestivallerne nogle af de mest inspirerende events, hun har oplevet.  

 

”Jeg har haft rigtig mange gode oplevelser i løbet af mine 20 år, som har inspireret mig helt vildt og hvor jeg virkelig har følt mig lykkelig og i live. Noget af det, der virkelig står klart i hukommelsen, er mine år på Smukfest. Både som medhjælper og som festivalgænger. Der syntes jeg man formår at skabe en helt unik stemning, fællesskabsfølelse, finurlige og særlige små oplevelser og uforglemmelige koncerter.”   

 

Hun har i mange år haft en lille drøm om at arbejde på festivaller rundt omkring i landet og være en af dem, som er med til skabe nogle helt unikke øjeblikke, som live-koncerter giver. Det er den særlige stemning og de små, sjove, finurlige påfund på festivalerne, som giver det sidste touch til en oplevelse.   

 

”Eftersom jeg er blevet ældre og har fået noget mere kendskab til eventbranchen, behøver drømmejobbet ikke nødvendigvis at være på en festival, men drømmen om at give andre mennesker en helt unik koncertoplevelse ligger stadig dybt i mig. Måske også med et twist af noget kreativt, hvor jeg har mulighed for at udfolde mine skøre ideer og do-it-yourself-kreationer med øje for de små detaljer, forklarer hun. 

 

"Jeg håber, at jeg om 5-10 år har fået en rygsæk fyldt med alle mulige forskellige unikke og særlige oplevelser. Jeg håber at jeg har fundet den rigtige plads på hylden et sted til mig, og at jeg med en masse erfaring kan være med til at skabe unikke og uforglemmelige oplevelser.”