Iværksætter

I 2018 startede den nu 27-årige fredericianer Marc Prehn-Mehlsen sin første virksomhed MPM Design, der sælger håndlavede vægdekorationer i bæredygtigt træ til ophæng i hjemmet.

 

”MPM Design er min første virksomhed, som jeg startede i 2018, hvor jeg laver motiver af seks forskellige dyr. De laves udelukkende i træ. Jeg vidste, før jeg startede, at det skulle være håndlavede træprodukter, jeg ville sælge. Så jeg prøvede flere forskellige emner af, inden jeg valgte at satse alt på mine træmotiver af dyr. Hvilket er gået rigtig godt.”

 

Marc er opvokset i Fredericia og har i mange år haft en drøm om at blive selvstændig. Inden åbningen af Makerspace i maj 2018 teasede Business Fredericias erhvervskonsulent, Stephen Bihl, om muligheden for at benytte sig af det kommende teknologiværksted Bülows Makerspace.

 

”Jeg hørte om Makerspace inden det åbnede gennem Stephen. Så jeg vidste, at jeg nok ville prøve Lasercutteren, når den engang kom. Jeg havde ikke selv nogen erfaring med at bruge en Lasercutter, men har fået rigtig god hjælp af de flinke teknologimedhjælpere, der satte mig ind i brugen.”

 

I samarbejde med Business Fredericia stilles Makerspace til rådighed for iværksættere og startup virksomheder, der gratis kan blive introduceret til stedet og maskinerne. I sidste ende er det meningen, at man bliver selvkørende og kan arbejde på sine egne prototyper i den åbne værkstedstid.

 

”Makerspace har været en stor hjælp for min lille butik. Jeg kan skære en hel masse små træstykker ud, som jeg bagefter samler til mine dyremotiver. Det er top kvalitets maskiner, som bare virker, hvilket er helt fantastisk. Der er alle de relevante muligheder for iværksættere i værkstedet.”

 

Læs mere om Marc’s vægdekorationer med dyremotiver